Så er jeg færdig med modul 1 og 3, og det føles godt. Forude venter 2 nye moduler med dertilhørende læsestof. Jeg er godt på vej igennem modul 2-teksterne, og så pludselig får jeg en af de der oplevelser af, at det hele måske alligevel hænger sammen.

Lad mig nu se om jeg kan skrive mig til forståelsen.

I den konstruktivistiske tankegang skabes læring i relationen mellem mennesker, forstået som autopoietiske (selvrefererende) systemer. Den er jeg helt på linje med, og accepterer konsekvensen af, at viden dermed ikke er noget, der kan overføres uhindret fra lærer til elev. Det vil altid afhænge af relationen og af de filtre, der skal passeres i såvel lærer som elev. Filtre som optræder netop på grund af autopoiesen.

Hver gang jeg har tænkt eller beskrevet dette, har jeg tilladt mig en tilføjelse som jeg ikke har kunne gøre rede for, men som jeg er nødt til at have med, for at det jeg oplever giver mening.

Læring skabes i relationen mellem mennesker eller i relationen mellem mennesker og et medie, en ting eller en maskine.

For nu at være lidt kateketisk (jeg har jo lige læst Kold, så det er ordet der falder mig ind) eller deduktiv: Når læring sker i en relation, og jeg kan lære nyt ved at læse en bog eller en hjemmeside, så må der bestå en relation mellem mig og bogen, eller hvad det nu er jeg lærer ved at gøre noget ved.

En bog eller en computer kan naturligvis ikke være et autopoietisk system, men det kan åbenbart betragtes som et system, jeg kan indgå i en relation med.

På Modul 2 skal læse vi om amerikaneren Michael Polanuyi, og så er det jeg pludselig ser en forklaring på det jeg ikke har kunnet forklare før.

Polanuyi beskriver hvordan vi ikke ser bogstaver eller ord når vi læser en tekst, vi ser mening. Eller sagt på en anden måde: vi skaber en sammenhæng, hvor der ingen sammenhæng er. I sig selv giver de enkelte tegn og sammenstillinger af tegn ingen mening, men når vi møder teksten tildeler vi de meningsløse tegn en mening.

Det skal så sættes sammen med at min hjerne er så fantastisk indrettet, at jeg kan forestille mig en situation, og opleve tilnærmelsesvis den samme fysiske og følelsesmæssige reaktion, som hvis jeg rent faktisk oplevede situationen. Hvilket betyder at jeg kan indgå en fiktiv relation med den mening jeg selv tildeler teksten og dermed skabe mulighed for læring.

Dybest set indgår jeg altså i en relation med mig selv, hvilket også peger på svagheden i denne type læring: Der er ingen til at påpege de svagheder i meningsdannelsen jeg ikke selv kan se. Det er jo styrken ved kollaborativ læring: Vi ser forskellige ting ud fra de samme oplysninger, netop fordi vi er autopoietiske.

Konklusionen er altså, at jeg nu har en forklaring på, hvad der sker når jeg læser, og at jeg måske burde udvide den læringsbeskrivelse jeg startede med til at hedde:

I den konstruktivistiske tankegang skabes læring i relationen mellem mennesker, forstået som autopoietiske (selvrefererende) systemer eller gennem imaginære relationer med sig selv, formidlet af læringsobjekter som eksempelvis bøger, billeder eller maskiner.

Vi lader godnatbilledet stå et øjeblik……

Som en opfølgning på det med spil og undervisning, så faldt jeg over denne blog: Theminecraftteacher.

Det er en lærer som har startet en bølge i USA med at bruge fænomenet “Minecraft” i undervisningen.

Når jeg tillader mig at kalde Minecraft for et fænomen, er det fordi det faktisk slet ikke er udgivet endnu, det er stadig i beta-test og bliver først officielt lanceret i november. Alligevel har det flere millioner spillere verden over allerede.

Joel Levin, som The Minecraft Teacher hedder til daglig, bruger primært spillet som socialt eksperimentarium, men også i matematik er det blevet brugt. På den måde ligger det jo lidt på linie med World of Warcraft, som jeg har skrevet om tidligere. Der er brugt til lederudvikling og dermed også i den sociale, relationelle boldgade.

Spændende nok, men jeg synes det kunne være endnu mere spændende, hvis man også kun bruge spil til mere fag-faglige undervisningssituationer.

På trods af, at modul 1 på MIL først slutter den 18. oktober, og jeg dermed er en hel uge forud, så kommer der lige en opsummering af blogforløbet nu. Årsagen til min fremfusende adfærd skal selvfølgelig findes i, at jeg er fuldtidsstuderende og lige nu skal have frigjort tid og tanker til afslutningen på modul 3.

Bloggen kan bruges på mange måder, som mine medstuderende er et levende bevis for. Mangfoldigheden længe leve, det har været spændende at få et kig ind i jeres forskellige verdener. For mit eget vedkommende så har jeg brugt blogs i lang tid, dels som dokumentation af en proces, som det er tilfældet når jeg bygger en kajak og dels som dagbogsagtige beskrivelser af mine sejlture i kajakken når den er færdig.

Men det er første gang jeg har brugt bloggen som refleksionsværktøj, som jeg gør det med denne blog, og for mig er det en succéshistorie. Det er rigtig sundt, at skulle formulere sine tanker, med henblik på, at andre skal kunne forstå dem. Om de så gør det eller ej, er mindre vigtigt for mig. Det gode refleksive element ligger ikke i kommentarerne men i selve skriveprocessen.

I forbindelse med den første opgave vi havde, hvor det handlede om diskussion og vidensopbygning i firstclass, var der spekulationer om betydningen af, at det var en bunden opgave, med et krav til kvantitet og en efterfølgende vurdering af kvalitet. De samme spekulationer kan man, efter min mening med rette, stille op i forhold til denne opgave. Jeg er overbevist om at den mil’ske blogosfære afgår ved en stille og barmhjertig død, om lidt over en uge.

Men min pointe i forhold til denne opsummering er: Det gør ikke noget! Vi har sikkert alle lært noget nyt om begrebet blogging, og det har vi primært, fordi vi blev tvunget ud at eksperimentere og gøre os erfaringer. Om det så bliver et resultat, der kommer til at stå for eftertiden, betyder intet. Man skal starte et sted og øvelse gør mester, men kun hvis det giver mening.

Og det gør det så for mig. Så jeg blogger videre om, hvad jeg tænker, og hvad jeg synes jeg finder meninger i. Og skulle nogen have lyst til at kommentere, retlede eller udfordre, så er det skønt. Men kommer min blog leve et stille eftertænksomt liv, hvor den kun bliver læst af den imaginære læser jeg skriver til, så er det stadig et refleksionsværktøj som skaber udvikling.

I radioens P1 er de startet på en serie om vores netbørn, og første udsendelse handlede om lige præcis det, jeg er lidt interesseret i: Hvad er det børnene lærer når de spiller, og kan vi udnytte dette læringspotentiale i forhold til den curriculumbaserede undervisning der kræves af den danske folkeskole?

Ud over pointen med at børn faktisk lærer noget mens de spiller, rummer udsendelsen også et par pointer i forhold til den debat vi havde under opgave 1.1 om interaktive tavler. Spændende lytning og dejligt at hvile øjnene engang i mellem.

Programmet kan findes her

Verden går videre, og Kold bliver snart fortrængt i mit hoved af tanker om vores Modul 3 projekt, og måske endnu mere af klasseledelse og gamerlæring.

Men jeg skal lige have skrevet et par små pip ned, så de er fastholdt. Kold gør en del ud hvad der er undervisningens mål og hvad der er undervisningens midler. Eksempelvis skriver han:

“Men da nu ogsaa i vore Dage Aander ere blevne vakte, og de altsaa kunne have Gavn af at læse, og der gives en folkelig Lærdom i et folkeligt Sprog, bør Folket lære at læse ; men saaledes, at de erkende Læsningen for et Middel til Oplysning og ingenlunde for Hensigt.” (Om Børneskolen side 23)

Det passer godt sammen med en noget mere nutidig tekst:

“I skolen er læring er mål for de aktiviteter, der finder sted, l fritiden er
læring for børnene et middel til for eksempel at være med i leg, at kunne
spille computerspil, at chatte og at lave hjemmesider, For at kunne lege er
børnene nødt til at lære noget. På den måde bliver læring en forudsætning
for, og en integreret del af legen.” (Skole 2.0 side 111)

Det er interessant, hvor tæt sammenhængen mellem netværksskolen, som den bliver beskrevet i Skole 2.0, og Kolds drømme om almueskolen er, på trods af en tidsforskel på mere end 150 år.

Jeg smider lige et par citater mere af:

“Et bærende princip er, at børnene har stor indflydelse på deres egne
arbejdsprocesser, både hvad angår dagens prioritering af arbejdsopgaver og
indholdet , hvilket blandt andet tilgodeses af, at det er muligt at arbejde i
længere sammenhængende perioder, ofte i flere timer uden afbrydelser” (Skole 2.0 side 35)”

“man maa vogte sig for at paatrykke Barnet noget bestemt Stempel ved at paanøde
ham vor Undervisning; man maa overlade til ham selv at modtage, hvad og
hvormeget han vil deraf” (Om børneskolen, side 33)

“Det vil formodentlig straks blive indrømmet mig, at dersom det havde været Skolens Hensigt, eller endog kun Bihensigt at bevirke Dannelighed hos Barnet til at sætte sig i Besiddelse af Kundskaber, da maatte dens første Bestræbelse været at vække Lyst og Interesse, og for at naa dette Maal, maatte den have sørget for at gøre Undervisningen saa behagelig som mulig, saa vel ved Valget af Emne som ved Undervisningsformen, for at Lysten kunde drive Værket.” (Om Børneskolen, side 39)

“De didaktiske design, der især inspirerer tillæring af selvprogrammerende,
fremtidsretrede kompetencer, har nogle tydelige fællestræk. De kan således
beskrives som narrative rammer som for eksempel rollespil og storyline, hvor
eleverne udfordres til at udforske et emne ved brug af mange forskellige
it-baserede ressourcer og derefter omformer og remedierer deres materialer
og refleksioner til en samtalegenererende, multimodal præsentation” (Skole 2.0, side 51)

“Vilde man i dets Sted først ved mundtlig Undervisning udvikle Børnenes Evner og sørge for at udvide deres Synskreds, da vilde den Kunst at lære at læse ikke falde dem saa vanskelig.” (Om Børneskolen, side 21).

Men nok om Kold! Jeg tager ham med i bagagen og støver videre. Det kunne være godt hvis det hele en dag kommer til at hænge sammen, så jeg kan lave en række principper for hvad man skal tænke over når man befatter sig med skoleliv….

Det tror jeg, at jeg vil prøve på…..

Som opfølgning på det mellemspil jeg skrev den 3. oktober, har jeg surfet lidt rundt for at finde oplysninger om forskning i spil og læring. I det klip fra Byron & Reeves blog jeg har linket til, (Games for the Enterprise and Embedded Learning) dukker der en liste op over ting som gør de store spil så engagerende:

1. Selvrepræsentation
2. Niveauer og hieraki
3. Fortællinger
4. Feedback
5. Regler
6. Gennemsigtighed
7. Fiktiv økonomi
8. Kommunikation
9. Tidspres

Påstanden fra Byron og Reeves er, at hvis man kan tilrettelægge sine jobprofiler, så de rummer så mange elementer som muligt fra denne liste, vil man skabe større engagement og arbejdsglæde.

Påstanden fra mig er, at hvis vi kan tilrettelægge undervisningen, så den rummer så mange elementer som mulig fra denne liste, vil man skabe større engagement og læring.

Men som Jette har kommenteret på mit forrige indlæg: “hvordan gør man så det?”

Jeg er lige faldet over et godt bud på lige præcis det: http://www.nanowrimo.org/

Skriv en roman på mindst 50.000 ord i løbet af en måned! Det rammer de fleste af de 9 punkter:

1. Du er personligt registreret deltager
2. Antallet af ord afgør din øjeblikkelig placering
3. Det handler om fortællingen, (ikke om kvaliteten, men om at fortælle)
4. Det er muligt at give feedback, hvis det bruges i klassesammenhæng
5. Der er få, og simple regler.
6. Gennemsigtigheden er der ikke umiddelbart, men eksempelvis WordPress.com lægger op til at man bruger en blog som sit skriveværksted i projektet (http://en.blog.wordpress.com/2011/09/30/prepare-for-national-novel-writing-month-with-the-post-a-day-challenge/
   
7. Der er ikke økonomi
8. Du kan få hjælp og gode idéer på et forum hvor hele verden deltager.
9. Du skal være færdig på 1 måned.

Det skal simpelthen prøves!, Jeg deltager! og så skal jeg på jagt efter en klasse som vil være med.